FC Rudersdal har taget initiativ til en valgdebat på Rundforbi idrætsanlæg onsdag d. 26 oktober kl. 18-20.00, og håber, at DU har lyst til at deltage!

At være medlem af en idrætsforening i Rudersdal Kommune – og i særdeleshed på Rundforbi – er ensbetydende med, at man må finde sig i utilstrækkelige og nedslidte faciliteter. Dette ses tydeligt i DIFs seneste idrætsanalyse, der placerede Rudersdal som nr. 87 ud af 92 medvirkende kommuner på idrætsfaciliteter.

I vores klub betyder det venteliste på flere børne- og ungdomsårgange, fordi vi ikke har kapacitet til vores knap 1000 aktive fodboldspillere – et problem, som også er gældende i flere andre klubber.

Politikernes manglende prioriteringer af idrætsområdet i vores landsdel skader borgernes (og især børnenes) mulighed for at mødes i idrætsfælleskaber, den fysiske- og mentale sundhed og ikke mindst det sociale liv, der opstår i sportens verden.

Derfor vil vi gerne sende et signal til de politikere, som vi snart sender ind i folketinget om, at idrætten også har brug for at blive prioriteret i næste valgperiode.

Vi håber endnu engang, at du har lyst til at møde op. Både for at bliver klogere på, hvor du skal sætte dit kryds, men også for at vise vores kommende folkevalgte, at investeringer i idrætten også er en investering i sundere børn, unge, voksne og ældre.

Foreløbigt har følgende politikere meldt deres deltagelse og vi håber på endnu flere:

Birgitte Bergmann – Konservative
Marianne Lynghøj Pedersen – Venstre
Lars Høyer Holmqvist – Liberal Alliance
Kim Mejnert Frydensbjerg – Moderaterne
Stefan B. Skrubbelltrang – Socialistisk Folkeparti
Carsten Winther – Nye Borgerlige
Annie Hagel – Enhedslisten

Lars Neumann